DBF arbejder for en decentralisering af kunstpolitikken til gavn for befolkningen og kunstnere i hele landet. Vi mener der er brug for en målrettet indsats, for at ændre den traditionelle holdning til kunst som en marginal luksus.

DBF ønsker at kunstnerisk arbejde i højere grad integreres i samfundslivet og at kunstnerne inddrages mere konkret og ligeværdigt på alle planer. Det være sig i udformning af samfundets fysiske rammer, i forsknings- og formidlingssammenhæng, på det pædagogiske område osv. Det kræver at samfundet og erhvervslivet får øjnene op for at kunstnere kan indgå i velfungerende samarbejder. Derfor er det afgørende, at afstanden mellem kunden/brugeren og kunstneren ikke gøres unødigt besværlig med diverse mellemled.

DBF møder stigende lydhørhed for sine synspunkter og har derfor vundet indflydelse på en række vigtige kulturpolitiske og erhvervspolitiske tiltag, der i disse år gøres for at skabe billedkunstnere anstændige arbejds- og levevilkår. Men der stadig lang vej endnu.

Nu skal kunstnerne have løn

Kunstnerne skal have løn for deres arbejde i det offentlige kunstliv.

Det burde lyde som en selvfølge, men er det ikke. Kunstnerne får kun sjældent løn for det indhold de leverer i kunstinstitutionerne og det offentlige kunstliv.
Allerede i Betænkning om Billedkunst tilbage fra 1998 blev følgende slået fast som målsætning: Kunstnere bør for fremtiden honoreres for anvendt arbejdstid ved deltagelse, forberedelse og opbygning af udstillinger på lige fod med alle andre, der normalt betales for deres indsats. Det er aldrig blevet implementeret.

Kunstneren, krigeren og elskeren

Bruger vi vores kunstneriske potentiale godt nok?
Er det de rette egenskaber og funktioner, vi som samfund har fremelsket og belønner med høj løn og status? Er det bureaukratens kvalifikationer og regnedrengene og deres excel-ark, der skaber, udvikler og får de nye ideer. Er standardiserede måle og veje-skemaer de rigtige våben, når chancer skal tages og når folk skal yde deres bedste og få gode ideer?